homestar

projektbillede1

produktknap

cvknap

tekstknap

linksknap

kontaktknap

blog3

    shop2

statuette                                                                                                                                                                 

Statuette 2013. Beton og guldmaling

Fotograf Dorthe Krogh

 

Dina Vejling inviterede 12 forskellige kunstner til at komme med deres bud på en filmpris til Odense kortfilms festival: OFF.

Talen fra åbningen af udstillingen.

 

Kunsthåndværket er, som disciplin, plaget af fordomme

 

Katrine Borup er både arkitekt og ædelmetalformgiver. Hun har snart været tre år i Statens Kunstfonds tremandsudvalg for kunsthåndværk og design. Jeg bad Katrine holde tale til prisoverrækkelsen både fordi hun var en del af juryen, men også fordi jeg gerne ville have hende til at tale om kunsthåndværkets rolle. Det blev der en meget fin tale ud af, som jeg har plukket i. Det har været svært at skære i den, men håber du kan få et indblik i essensen af talen.

Jeg kender en keramiker, der siger: ’Jeg kan lave alt’. Han er uddannet pottemager og har arbejdet med ler hele sit liv. Fordommen er, at billedkunstnere er friere i formgivningsprocessen end klassisk uddannede keramikere eller pottemagere, der ifølge forestillingen er begrænsede af deres viden om teknik og håndværk. En billedkunstner ville ALDRIG kunne lave Mette Marie Ørsteds statuette eller Inge Vincents – ikke uden at få hjælp. En dygtig kunsthåndværker er i den privilegerede situation at han eller hun i kraft af sin håndværksmæssige kunnen og viden kan arbejde i 1:1 – direkte med materialet.                                              

 Mattias Tesfayhar udgivet en politisk debatbog med titlen ”Kloge hænder”, en opfordring til ikke kun at satse på et teoretisk funderet verdenssyn, til ikke kun at producere akademikere, som Tesfay siger: Det er håndværket – ikke bøgerne, der har flyttet os ud af naturen og ind i kulturen. Mennesker, der gennem 10.000 timers øvelse har tilegnet sig evner på højt fagligt niveau, er altså samtidig bærere af samfundets kultur. 

 En anden sejlivet myte er den om den såkaldte frie kunst. Forestillingen om, at kunstneren er mindre fri hvis det værk, der arbejdes på har en funktion. Rigtig mange kunsthåndværkere arbejder med både unika og serier. Det gælder også mange af udøverne her. De kunsthåndværkere, jeg kender der arbejder så bredt, giver alle udtryk for at disciplinerne befrugter hinanden. Grænserne er flydende. Det gælder også grænserne mellem kunsthåndværk og kunst, kunsthåndværk og design. Fra mit arbejde i udvalget for Kunsthåndværk og Design i Statens Kunstfond ved jeg det forholder sig sådan. Jeg har her set eksempler på overlap mellem kunsthåndværk og stort set alle andre kategorier fra musik og litteratur til arkitektur og scenekunst. 

 

Jeg vil slutte med et citat af Pablo Llambias. Han taler om litterær kvalitet, men jeg mener godt man kan overføre eller udvide det han siger til kunstnerisk kvalitet:
En tekstlæsning er en diskussion af hvad litterær kvalitet er. Der er ikke to, der læser ens. Alligevel findes litterær kvalitet. Samtalen om den hører dog aldrig op. Og sådan må det være. Kunst er ikke eksakt videnskab.

Jeg synes det summerer meget godt op, at vi er i sådan en lidt spøjs situation, hvor vi på den ene side bliver nødt til at tale om, hvad det er vi har med at gøre, men på den anden side godt ved, at uanset hvor meget vi taler eller diskuterer, når vi aldrig til en fuldstændig afklaring. Vi kan højst kredse om emnet. 


Tak til alle de 12 deltagere i statuettekonkurrencen for at levere så godt et materiale at diskutere ud fra. For det er jo her, det hele starter, med tingene. Uden ting – ingen tale.