homestar

projektbillede1

produktknap

cvknap

tekstknap

linksknap

kontaktknap

blog3

    shop2

Jette Löwén Dalls tanker om de 24 montrer,                                                                                                       

der danner optakten til udstillingen                                                                                                                                                    


GLASURGLÆDER



Da jeg blev inviteret til at lave udstillingens 24 montrer (museets julekalender, der gradvist åbnes i december 2012), blev jeg meget overrasket, super glad og lidt nervøs! Det er en stor opgave og en ære at få lov til at lave den.



I omkring halvdelen af landskaberne – de nyeste – har jeg ladet mig inspirere af Niels Hansen Jacobsens måde at arbejde med leret og af hans glasurer. Han drejede de fleste af sine krukker, hvorefter han ofte bearbejdede dem med forskellige greb. Nogle af hans arbejdsgange har jeg fortolket i mine landskaber, der alle er modelleret op. Jeg har lavet riller, arbejdet med organiske former og fingeraftryk, skåret i leret og sat det sammen igen. 



Da Niels Hansen Jacobsen for 70-120 år siden brændte sin keramik, skete det i ovne, som blev fyret ved håndkraft med træbrænde. Det medførte, at hans glasurer blev brændt reducerende – det vil sige, at der i brændingen var et underskud af ilt i ovnen. Reduktion af ilt (nedsættelse af iltmængden) medfører, at både lermassen og glasurerne får helt andre toner end de gør i dag i de almindelige elovne, hvor man tænder og slukker på stikkontakten. Man kan dog fortsat brænde reducerende, hvis man har mod på at fyre med for eksempel træ eller kul. Jeg har en elovn, og mine glasurer brændes derfor ikke reducerede, men de er inspireret af Niels Hansen Jacobsen. Nogle glasurer kan efterlignes i elovnen, mens andre falder helt anderledes ud. I nogle af lågerne har jeg eksempelvis valgt at vise skiftende udfald af kobberholdige glasurer ved forskellige brændinger. I montren til den 11. december illustrerer landskabet, hvordan en kobberglasur ved oxyderende brænding (en iltende brænding i min almindelige elovn) giver grønne eller turkise resultater, mens den i en reducerende brænding (Niels Hansen Jacobsens værker ved siden af) giver grønne og røde toner.



Museumsleder Teresa Nielsen har hertil gjort opmærksom på, at Niels Hansen Jacobsen kunne finde på inden en brænding at tilføre værkerne ikke-keramiske materialer som slagger eller glasskår. Hun fortæller, at han på sin vis foregreb 1960’ernes eksperimenter, hvor man eksempelvis satte transistorradioer, bildæk og andre materialer i brændingerne for at afprøve deres virkninger i den kemiske helhed. Efter brændinger-ne tilførte Hansen Jacobsen andre stofligheder som omhyggeligt tilpassede træsokler. Kigger man nøje efter, viser det sig, at han også arbejdede med metaller som sølv og guld for at fremhæve små særheder – ofte undseeligt påført som sølvplomber i gamle tænder. I arbejdet med disse små detaljer var han helt på linje med den asiatiske sans for at eksponere det enkelte værks unikke karakter. Niels Hansen Jacobsen skabte sig en helt egen niche: Blyindfattet keramik! Efter brænding af til tider helt amorfe stentøjsklumper skabte han til dem en indramning i et kantet netværk af føjeligt bly – et par eksempler på hans blymonteringer kan ses i montre nr. 5.



Lidt i hans ånd, men på en helt anden måde, tilfører jeg landskaberne fremmedelementer i form af ready mades (allerede færdigfremstillede elementer), som bambi’er og gamle tallerkener. Dette keramiske nips har jeg altid været optaget af, og har over årene samlet ind rundt om på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. På sin rejse møder Prinsessen eksempelvis et par kinesiske krukker og en pandabjørn. Krukkerne stod i 1980’erne i mange hjem, men er altså siden gået til genbrug. På bæredygtig vis genbruges de nu i mine keramiske landskaber, hvor de fortæller nye eventyr. Selv om panda’en skulle synes oplagt kinesisk, viser den sig at være fra en russisk nips-produktion… fundet på loppemarked for mange år siden.



De 24 montrer –                                                                                                                                                                                                 


Vejen Kunstmuseums julekalender 2012 



Det er fem år siden, at Prinsessen blev til. Jeg udviklede hende, hendes landskaber og eventyrramme til mit afgangs projekt på Designskolen i Kolding. I de fem år, der er gået, har Prinsessen oplevet mange spændende ting. Hendes eventyrunivers taler direk-te til mange forskellige folk. I forlængelse af afgangsudstillingen blev Prinsessen inviteret med på udstillinger hos Royal Copenhagen i København, rejste så langt væk som til Japan, men også tættere på til Oslo og Hamborg. Hun har endog været udstillet side om side med Flemming Quist Møllers illustrationer til Cykelmyggen Egon – en eventyrer af lidt af den samme støbning som Prinsessen! 



Det hele startede, da jeg fandt et postkort med et maleri af Otto Frello, hvis værker i mange år har været en levende del af Varde Museum. Maleriet hedder Kongens Nytorv. Det forestiller Kongens Nytorv i København med et kig ned mod Nyhavn, men frem for de rigtige huse, har Frello malet ”huse” af porcelæn. De er musselmalede og i by-rummet har han malet figurerer fra Den kgl. Porcelainfabrik (i dag Royal Copenhagen), der står og studerer brolægningen. 
Da jeg så postkortet opstod tanken: Hvordan ser en verden ud, der er lavet helt i ler? Det blev til Keramos-universet, som er den verden, som Prinsessen bevæger sig i. Keramos er græsk og betyder: Brændt ler. 
I projektet gav jeg mig selv lov til rigtig mange eksperimenter. Arbejdet med glasurerne var jeg ganske særlig optaget af. Min GLASURGLÆDE voksede for hver ovn, der blev åbnet, og lejlighedsvis havde tilfældigheder gjort lidt ekstra ud af spændende detaljer. 



Nogle værker lavede jeg regler for. Når jeg lavede naturlandskaber, måtte jeg ikke tænke for meget over, hvad jeg gjorde. De skulle helst kun være ganske let bearbejdede og gerne i groft ler. De skulle stå i klar kontrast til byerne. Her var reglen, at helheden skulle være omhyggeligt styret. Det bedste eksempel er Hello There! – se den i montre nr. 3. Byens huse er støbt i forme, som Royal Copenhagen velvilligt stillede til rådighed for mit afgangsprojekt. En fin kaffekande tårner sig op som et højhus, mens formen til et hvælvet låg er blevet til tage på de små hytter. 



Mit overordnede mål var, at alle landskaberne skulle fortælle noget om keramikkens verden. Nogle af dem viser en teknik, andre fremhæver en bestemt glasur og fælles for dem alle har jeg indflettet referencer til eventyrernes verden. Værkerne var fri for en kronologisk rækkefølge. Det skulle stå beskueren frit at digte en sammenhængende historie.

 

I udstillingens 24 montrer kommer Prinsessen på endnu en spændende rejse i Keramos-universet. Hun har hørt om en Prins, der af et ondt væsen er blevet fortryllet til en frø, der er forsvundet. Prinsessen beslutter sig for at drage ud i Keramos for at finde frøen/prinsen og forhåbentlig ophæve fortryllelsen. Undervejs møder hun gode og onde væsener, der hjælper hende på vej, eller får hende til at fare vild! 

Historien lader jeg stå åben, så gæster frit kan digte videre undervejs.



Den anden del 



Jeg var heldig at få lov til at være med til at vælge keramikere til den anden del af udstillingen GLASURGLÆDER. Det blev Asger Kristensen, Gurli Elbækgård, Bente Skjøttgaard, Morten Løbner Espersen og Ane Fabricius Christiansen, som vi bad om at låne værker hos for at perspektivere Niels Hansen Jacobsens glæde ved arbejdet med glasurerne.



Allerførst i oktober var Teresa Nielsen og jeg på en to dags tur til Sjælland, hvor de førstnævnte fire har hjem og værksteder. Disse besøg gav meget interessante samtaler om glasurer. Jeg noterede mig, at et fælles træk var, at de gerne vil kontroller og styrer glasurerne. Flere af dem mente at Niels Hansen Jacobsens arbejder ofte var heldige tilfælde. For mig var det en spændende tanke at arbejde videre med.



Tilfældighederne holder jeg af, og bestræber mig faktisk ofte på ikke at kontrollerer det hele ned til mindste detalje. Jeg kan godt lide, at dét, der sker i ovnen, nogle gange sker uden, at det er mig, der har valgt, at det skal være sådan. Lejlighedsvis bliver udfaldet skuffende, men ofte er det en særlig glæde at få et uventet spændende resultat ud af ovnen – lidt som at få noget forærende, når eksempelvis slimmonsterets rosa mund i brændingen har udviklet sig til to hugtandslignende dråber!



Omkring halvdelen af landskaberne har jeg lavet efter turen til Sjælland. I modsætning til landskaberne fra mit afgangsprojekt, der blev til ud fra inspirerende titler, er de nye landskaber i høj grad vokset af de seneste samtaler om materialer og teknik – en rejse ud i forsøg inspireret af Niels Hansen Jacobsens værker og de arbejdsgange, der har været drøftet med Asger Kristensen, Gurli Elbækgård, Bente Skjøttgaard og Morten Løbner Espersen. 



Dermed bliver Prinsessens rejse en optakt til den dialog, der i den bagerste sal er sat i scene mellem Niels Hansen Jacobsen og en håndfuld nulevende glasurnydere.

                                                                                                                                                                                                                    homestar